Vandreholdet & Tour de Bornholm
Er du vild med at vandre og klar på nye venskaber? Så kom med på vandreholdet, hvor vi sammen tager ud på eventyr i naturen – og træner op til den ultimative seje udfordring: Bornholm Rundt i pinseferien 2027!
Hvad går det ud på?
Vi mødes ca. to gange om måneden og udforsker spændende nye stier i lokalområdet. Vi starter med korte ture og bygger gradvist op, så vi er klar til den store finale til foråret: 100 kilometers vandring rundt om Bornholm fordelt på 3½ dag.
Alle kan gennemføre denne tur. Det handler rigtig meget om korrekt fodtøj, en god og fornuftig vandrerygsæk, mad, vand og lysten og viljen til at gennemføre sammen med os andre. Du får masser af indflydelse på, hvor vi vandrer i træningsperioden. Det vigtigste er, at du er nysgerrig, klar på en udfordring og har lyst til at være en del af et sjovt og fedt fællesskab.
Hvad skal du bruge?
For at være godt forberedt til vandreturene skal du have:
1. Gode vandresko
2. Et rejsekort (til bus og togture)
3. En lille rygsæk
4. Et par drikkedunke
Vi bruger enten offentlig transport eller ungdomsskolens busser, afhængigt af turens længde og destination. Alle ture har afgang fra UngHillerød, medmindre andet bliver aftalt.
OBS:
Der kan komme ændringer i tidspunkter eller datoer lidt afhængig af, hvor vi skal hen og måske også vejrforholdene.
Pris for at være med på holdet
700 kr. som dækker transport, overnatning og fuld forplejning på Bornholm
ERKLÆRINGER
Dine forældre skal udfylde og underskrive to samtykkeerklæringer om henholdsvis samtykke til foto og samtykke til kørsel samt oplysninger om personlige forhold inden holdstart. Erklæringerne scannes og sendes til ulhol@hillerod.dk.
Stort JA TAK til kage/cookies/pizzasnegle/pølsehorn
Skulle du eller dine forældre have tid, lyst og overskud til at bage til enten en af vores træningsture eller til selve turen til Bornholm, vil det blive modtaget med kyshånd og meget store smil.
Følg med!
Vi poster opdateringer fra vores ture på 📲 Instagram: @unghillerod – så følg med og få indblik i vores fællesskab, udsigter og sjove øjeblikke!
Spørgsmål?
Har du spørgsmål til vandreholdet eller turen til Bornholm, er du meget velkommen til at kontakte Ulla Holtze – din vandrekaptajn og kæmpe fan af natur, unge mennesker og mørk chokolade.
📞 7232 8781
Klar på udfordringen?
Så pak vandreskoene og kom med på en vildt hyggelig og sej oplevelse!
Vi glæder os rigtig meget til en spændende og anderledes udfordring sammen med dig og de andre på holdet.
Fakta om Bornholm rundt på 4 dage
Vi følger kyststien hele vejen rundt om øen – en tur på ca. 100 km med masser af højder og stigninger i nord og flade stræk med hvidt sand i syd.
Vi bærer selv vores en dagsrygsæk og gør selvfølgelig stop ved ishuse og andet godt :) Overnatning foregår indendørs i en hyggelig spejderhytte, hvorfra vores busser sørger for at køre os ud og hjem hver dag. Maden klares af et par søde madmødre/fædre og oprydningen er vi fælles om.
Kort om selve Bornholmer-ruten:
Fredag d. 14. maj - ca 15 km
Vi mødes i gården på Ung Hillerød, Nordre Jernbanevej 6 i Hillerød kl. 14 og pakker vores minibusser, inden vi sætter kursen mod færgehavnen i Ystad. Herfra sejler vi til Rønne og går de ca. 15 km til Teglkås, hvor vi bliver hentet og kørt til vores overnatningssted.
Lørdag d. 15. maj – ca 30 km
Efter morgenmaden bliver vi kørt tilbage til Teglkås, hvor vi fortsætter ad stien mod nord. Undervejs passerer vi Vang Granitbrud, Vang Havn, Hammershus, Hammerhavn og Hammerknuden, Sandvig og Allinge. Herefter går vi sydpå forbi Helligdomsklipperne (med de utrolig mange trappetrin) mod Gudhjem, hvor der som punktum på dagens tur er mulighed for at købe Danmarks største is på havnen.
Søndag d. 16. maj - ca 30 km
Søndag fortsætter vi endnu længere mod syd og passerer først Svaneke, hvor de sælger meget populære lakridser, bolcher, vingummi og chokolade. Med maven godt fyldt op fortsætter vi ad langt mere flade strækninger forbi Nexø mod de hvide strande og gode ishuse i Snogebæk, hvor vi ender dagens vandring.
Mandag d. 11.5 – ca 20 km
Turens sidste dag starter med pakning og rengøring. Herefter hopper vi i busserne og bliver kørt tilbage til Snogebæk. Her går vi først mod Dueodde, som er øens sydligste punkt med mulighed for at dyppe tæerne i vandet, og bagefter vestpå mod Rønne, hvor vi skal nå færgen mod Ystad kl. 18.30. Vi forventer at lande i Hillerød kl. ca. 21.30.
VIGTIG PRAKTISK INFORMATION
Flåter og vaccine: Vær opmærksom på at der er fundet TBE-virus i flåter på Bornholm. Risikoen er forholdsvis lille, men konsekvenserne er alvorlige, hvis man skulle blive smittet. Det kan derfor være en god ide at blive vaccineret. Læs mere om TBE-virus, smitte og vaccine her: https://www.sikkerrejse.dk/vaccination/tick-borne-encephalitis/
Flere apoteker tilbyder også vaccinen.
Pakkeliste, adresse mv.: Efter jul vil der blive sendt praktisk information og pakkeliste ud til både dig og dine forældre. Sørg for at læse dette grundigt, så du kender rammerne, retningslinjerne og får pakket det rigtige på den rigtige måde.