Freerslevhus
Freerslevhus er et undervisnings- og oplevelsestilbud under UngHillerød, som har til formål at udvide rammerne og mulighederne for børn og unges kontakt til naturen. Via Banestien kan man cykle fra bymidten til skoven, en tur på 3 kilometer, og allerede her starter mødet med naturen.
Freerslevhus er placeret mellem høje træer, grønne marker og langt fra større veje – så der er ro og plads til nærvær og fordybelse. Stedet ligger op til naturlig leg og læring om sig selv, hinanden og naturen og er ideelt til at udforske samarbejdsevner, kreativ tænkning, logik og sansning. Kombinationen mellem fordybet opgaveløsning og adrenalinfulde oplevelser sikrer at turen til Freerslevhus bliver en uforglemmelig dag.
Den tilknyttede medarbejder på dagen kan bl.a. tilbyde relevante samarbejdslege, kreative opgaver, orienteringsløb, klatring i vores klatretårn, og dagen tilpasses efter jeres ønsker og deltagere.
Der findes shelter og ly til 30 personer, samt et stort bålhus, som rammesætter pauser, samt overnatninger. Der er toiletter og simple køkkenfaciliteter i det ene hus på grunden. Der er mulighed for at lave mad over bål, benytte køleskab og andre basale køkkenremedier, samt adgang til vand.
Freerslevhus tilbyder aktivitetsdage og lejrskole for alle skoleklasser, fritidsklubber, idrætsklubber, børn og unge fra Hillerød kommune samt til voksne, der arbejder med børn og unge.
Freerslevhus er oplevelses-, proces- og resultatorienteret
Vores overordnede mål er: At give børn og unge muligheder for fysisk aktivitet med læring omkring sig selv og andre samt have nære oplevelser i naturen.
Vi ønsker at skabe grundlag for udvikling af børn og unges selvtillid samt faglige og sociale kompetencer gennem fælles oplevelser og samarbejde i undervisningsforløb.
Det kan f.eks. være forskellige former for fritids- og undervisningsaktiviteter herunder orienteringsløb, skattejagt m.m.
Aktiviteterne skal kunne målrettes specifikke målgrupper med specifikke behov.
Der er mange mulige aktiviteter som kan kombineres på mange måder. Vi vil hele tiden prøve at opdatere og udvide beskrivelserne af de forskellige aktiviteter.
- Tårnklatring/Rapelling
- Teambuilding - aktiviteterne kan målrettes forskellige aldersgruppe og formål
- Mad over bål
- Gys og gru – natteløb
- Lejrskole - overnatte i Tipi/shelters
- Skattejagt
- Frisbeegolf
- Gamle danske lege - Gerlev idrætshøjskole
- Bueskydning
- Snitte
- Boldspil: rundbold/langbold/volleyball m. fl.
Senest opdateret 10.06.2024 12:57 af LMI